| A | | Tys, høre I hiint  Tordenbrag fra Syden? | |
| b | | Huult ruller Drønnet over Kattegat; – | |
| A | | Det er to fiendtlige Kræfters Bryden, | |
| b | | Som brede over Dannevang en Nat! – | |
| | | |
| C | 5 | En Nat, saa rædsom og med Blod saa svanger, | |
| d | | Just nu da Frihedstræets unge Skud | |
| C | | Med vaarligtspæde Blomsterknopper pranger, | |
| d | | Men savner Freden forat springe ud. | |
| | | |
| E | |
Hist stande tydske Voldsmænd forat røve | |
| f | 10 | En Deel af Danmarks Grund med væbnet Haand; | |
| G | | En Grund, saa hellig for Normannastammen! | |
| | | |
| E | |
Op Brødre, op, – vi tør ei længer tøve, – | |
| f | | Saa byder os hiin Nordens Broderaand, | |
| G | | Som knytter Norsk og Svensk og Danske sammen! | |
| | | |
| a | 15 |
Alt længe laa en Higen i vor Barm, – | |
| B | | De danske Brødre fløi vor Sjæl imøde, | |
| a | | Da de beslutted med Begeistring varm | |
| B | | For Nordens store Fællessag at bløde.
| |
| | | |
| c | | Men staa vi tause, gribe vi ei Sværd, | |
| D | 20 | Gaae vi ei kjækt imod den tydske Bande
| |
| c | | Da ere vi ei vore Fædre værd, | |
| D | | Ei vore Brødre paa de danske
Strande.
| |
| | | |
| E | | Forskandse vi os mellem vore Fjelde | |
| f | | Troe vi os sikkrede af Klippens Værn, – | |
| G | 25 | O, gid ei Troen altforsnart maa svigte.
| |
| | | |
| E | | Men glem ei, Normænd, Ørnen som med Vælde | |
| f | | Udspænder Kloen, – husk den er ei fjern, – | |
| G | | – Hvad om den Byttet havde alt isigte? | |
| | | |
| a | |
Er ikke Slesvig da en Helligdom, | |
| B | 30 | Et fælles Eie for det hele Norden, | |
| a | | Mod Germanismens Trængenind, en Bom, | |
| B | | Men hvad naar denne Formuur tabt er vorden? | |
| | | |
| C | |
Naar Eiderstrømmen væder tydske Bredder, | |
| d | | Mens Nordisk Aand og Sprog fordrives der, | |
| C | 35 | Naar Folket da i Tydskens Vold begræder | |
| d | | Sit Dannemark, sin tabte Moder kjær? | |
| | | |
| E | |
Naar Danmarks Klage bæver hid med Vinden | |
| f | | Og baner til vort Hjertes Dyb sin Vei | |
| G | | Mens Uveirsskyen truer fra det Fjerne: | |
| | | |
| E | 40 | Staa da med Blusels dunkle Glød paa Kinden | |
| f | | I, som var Magten givne og som ei | |
| G | | Greb Sværdet for om Nordens Ret at værne! | |
| | | |
| a | |
Skal Slesvig vorde for det danske Folk | |
| B | |
Hvad Finland er for Sverrigs Sønner gjæve, | |
| a | 45 | Et Land for hvilket Smærtens tause Tolk | |
| B | | De bittre Taarer tungt i Øiet bæve. | |
| | | |
| c | | Skal Slesvig vies til germannisk Rov, | |
| D | | Skal Barnet rives voldsomt fra sin Moder?
| |
| c | | – Nei, Brødre, nei, der er en hellig Lov | |
| D | 50 | I Sjælens Dyb, den heder: Red din Broder! | |
| | | |
| e | | Den heder: Hjælp, hvad længst Naturen bandt | |
| F | | Med skjønne faste Baand tæt til dit Hjerte, | |
| g | |
Vee, vee dig, svigter du i Farens Stund! | |
| | | |
| e | | Din Saga læser Skulda strængt og grant | |
| F | 55 | Hun kræver Daad for hvad dit Indre nærte | |
| g | | Og ikke klingende Tirader kun. – | |
| | | |
| a | |
Skal Norge plette med en troløs Daad | |
| B | | Sin unge Friheds lyse Morgenrøde? | |
| a | | Siig, hvo indskjød i Folkets Bryst det Raad | |
| B | 60 | At sidde roligt mens de Danske bløde. | |
| | | |
| c | | Var det de Mænd som Folket kaared ud, | |
| D | | At værne hist paa Thinge om dets Hæder? | |
| c | | Hvi fulgte I ei Ærens skjønne Bud, | |
| D | | Hvi kaldte I selv Skjændsel over eder? | |
| | | |
| e | 65 |
Var Valget tvivlsomt naar det stod til jer | |
| F | | At følge Broderkjærlighedens Stemme. | |
| g | | Siig, hørte I da ikke Folkets Raab? | |
| | | |
| e | | Alt rykked Tydsken meer og mere nær | |
| F | | Og dog I kunde de Betrængte glemme | |
| g | 70 | Der satte end til os et freidigt Haab. | |
| | | |
| a | |
Siig, svenske Brødre, siig hvi dvæle I? | |
| B | | Hvi ile I ei over Sundets Vove? | |
| a | | I have Dansken jo saa kjær som vi, | |
| B | | I elske Sjølund med de lyse Skove. | |
| | | |
| c | 75 | Siig, trænger Larmen ei til eders Sjæl | |
| D | | Naar I ved Øresund mod Danmark skue, – | |
| c | | Er ikke Tydskens Seiersskrig en fæl | |
| D | | Hovmodig Haanen, I gad gjerne kue? | |
| | | |
| e | | Ha! er det sandt, hvad sagte hviskes om. | |
| F | 80 |
Mod Østen stirre I med Frygt tilbage, | |
| G | | Er Sveas Sønner da Barbarers Trælle? | |
| | | |
| e | |
Nei, nei, I frygte Ingen fremmed Dom; – | |
| F | | Hvert Sagas Blad ifra de svundne Dage | |
| G | | Er skjønne Vidner som derom fortælle. | |
| | | |
| a | 85 |
Og drager end en enkelt Skare did | |
| B | | Fra Sverrigs Kyster og fra Norges Fjelde, | |
| a | | Hvad nytter det? En sildig Eftertid | |
| B | | Vil for sin strænge Domstol Folket fælde. | |
| | | |
| c | | Naar Muldet længe, længe har os dækt | |
| D | 90 | Skal Efterkommerne med Skam bekjende: | |
| c | | «Vi stamme fra en depraveret Slægt», | |
| D | | Og skynde sig vort Sagablad at vende. | |
| | | |
| e | |
Thi lever Folket da for Nutid kun? | |
| F | | Er Fortidsmindet ei en venlig Blomme | |
| g | 95 | Hvormed vi smykke mangt af Nuets
Brøst?
| |
| | | |
| e | |
Snart vorder «Nordisk Troskab» i vor Mund | |
| F | | Til bitter Spotten eller Floskler tomme | |
| g | | Og Efterslægten savner Mindets Trøst. | |
| | | |
| a | |
Skal Broderkjærligheden vorde Had? | |
| B | 100 | Skal Broder rødme skamfuld over Broder? | |
| a | | Skal vi ei meer som fordum samles glad’ | |
| B | | Ei meer i Eendragt nyde Fredens Goder? | |
| | | |
| c | |
Hvad Fremtidsdækket gjemmer, ligger end | |
| D | | I Dunkelhed, – men snart vil Sløret briste; – | |
| c | 105 | Hvad om da Troløsheden mod vor Ven, | |
| D | | Mod Danmark var som Folkedaad vor sidste! | |
| | | |
| e | | Ha, hvad skal ildne os i sidste Strid, | |
| F | | Hvor skulle vi vel Mod og Kræfter hente | |
| g | | Naar Folkets Hæder ligger i sin Grav? | |
| | | |
| e | 110 | O, vee os da at vi ei iled did, – | |
| F | | Hvor varme Broderhjerter for os brændte | |
| g | | Trods Norges Kulde, trods dets Fjeld og Hav! | |
| | | |
| a | |
Du, Oskar! var alt længe Nordens Haab, | |
| B | | Mod dig vi tillidsfulde Blikke sendte. | |
| a | 115 | Vær ikke døv for tre Nationers Raab, | |
| B | | Som fra din Læbe Kongeordet vente! | |
| | | |
| c | |
Dit Løfte, Oskar! er en hellig Gjeld, | |
| D | | Ved dig kan Danmarks Redning endnu vindes, | |
| c | | – Led du os, bolde Drot! til Nordens Held, | |
| D | 120 | Een Vei er kun hvorpaa det end kan findes. | |
| | | |
| e | |
Hvi kalder du ei Folkets Mænd til Raad, | |
| F | | Dig, Konge! følge de saasnart du kalder, | |
| g | | Thi Fortidsfunken gløder end i Nor! | |
| | | |
| e | | End er det Tid, – end kan ved hurtig Daad | |
| F | 125 | Det skjønne Danmark reddes før det falder | |
| g | | Med skuffet Tillid til et – Kongeord! – | |
| | | |
| a | |
Byd Folket vaagne, byd det følge dig | |
| B | | Førend dets Aand i Sløvhedslænker bindes | |
| a | | Led det paa Ærens og paa Pligtens Vei | |
| B | 130 | Før Alt er tabt for aldrig meer at vindes. | |
| | | |
| c | | Da knæle taksomt for din Thrones Fod | |
| D | | To Broderfolk som du til Kampen vakte, | |
| c | | Og Nordens Hæder, Danmarks skaante Blod | |
| D | | Er Lønnen for den Hjælp du Dansken bragte. | |
| | | |
| e | 135 | Da, Konge! spreder du i nyfødt Glands | |
| F | | En Oldtidshæder over Nordens Riger | |
| g | | Og Folket raaber jublende dit Navn; | |
| | | |
| g | | Mens Brødre synke glad i Broderfavn | |
| e | | Og smykke Dobbeltkronen med en Krands | |
| F | 140 | Af Kjærlighed og Tro som aldrig sviger. | |
| | | |
| a | |
Men skuffes Haabet, var det kun Bedrag, – | |
| B | | Skal Danmark lades uden Hjælp i Nøden, | |
| a | | Forraader Nor og Svea Nordens Sag, | |
| B | | Mens mangen Dansk for den fandt Heltedøden; | |
| | | |
| c | 145 | Da hør en Normands Ord I Danske Mænd: | |
| D | | Lad ei uskyldig hele Folket lide, | |
| c | | Viid, mangen af os gjorded glad sin Lænd | |
| D | | Med Sværdet forat kjempe ved jers Side. | |
| | | |
| e | |
Blandt Norges Fjelde bløder mangen Barm, | |
| F | 150 | Saamanget Hjerte der for eder luer | |
| g | | Og aldrig, aldrig Broderflammen døer. | |
| | | |
| g | |
Kun Usselheden Hadets Frø udstrøer | |
| e | | Og vækker Dumheds taabelige Harm, | |
| F | | Mens den med indbildt Fare Folket truer! | |
| | | |
| A | 155 |
Endnu engang, – I Norges ædle Sønner, | |
| b | | I kjække Svenske Brødre! Vaagner dog! | |
| A | | Hør endnu Kampens Larm fra Danmark drønner | |
| b | | Snart vendes Bladet om i Skjæbnens Bog. | |
| | | |
| C | | Husk Slesvig var fra længstforsvundne Dage | |
| d | 160 | Af Nordens Kjæmpeég en fager Green, | |
| C | | – Snart staar maaskee af Danmark kun tilbage | |
| d | | Dets Hæder som en Fortids Bautasteen. | |
| | | |
| e | | Husk Efterverdnen dømme vil vor Færd, | |
| F | | Lad os ei Hjertets høie Bud forglemme | |
| g | 165 | Ei sprænge Nordens skjønne Broderbaand; | |
| | | |
| e | | Thi virker kjækt ved Ord, ved Skrift, ved Sværd, | |
| F | | Lyd Ærens, Pligtens og Fornuftens Stemme | |
| g | | Ræk Broderfolket kjærlig Broderhaand! | |
| | | |
